Efter nytår er det slut med skattefrihed på sundhedsforsikringer, men langt de fleste danskere er så glade for ordningen, at de vil beholde den alligevel.
Ifølge en undersøgelse, Yougov har lavet for Søndagsavisen, overvejer kun 25 procent af dem, der har en privat sundhedsforsikring, at vælge den fra næste år. 57 procent af de adspurgte siger, at de agter at beholde ordningen.
Det undrer ikke Peter Rosenlind, der er direktør i PFA, som er en stor udbyder af virksomhedsordninger med sundhedsforsikringer.
Faktisk tror han, at endnu færre ender med at sige nej tak til ordningen i fremtiden.
"Jeg tror, at måske fem procent af dem, der har en sundhedsforsikring i dag, ikke vil have den i 2012," siger han til Newspaq.
I langt de fleste tilfælde, er det nemlig arbejdsgiveren, der betaler forsikringen. Derfor er det slet ikke op til den enkelte medarbejder, om de ønsker at have den eller ej.
"Langt de fleste af de sundhedsforsikringer, vi har solgt, er til virksomheder, der har besluttet, at alle medarbejdere skal have en sundhedsforsikring, og det er den pensionspolitik, virksomheden har," siger han.
I oktober lavede Dansk Sundhedsinstitut, DSI, en prognose, der viser, at knap halvdelen af den million sundhedsforsikringer, der i dag er tegnet, vil forsvinde, når skattefradaget ryger. Det viser engelske erfaringer, men ingen kan vide sig sikker på, hvad der kommer til at ske herhjemme.
"Det vil afhænge af, hvordan de enkelte medarbejdere i dag foretager betalingen. Hvis det er via deres pensionsordning, vil det afhænge af, hvordan pensionsselskaberne lægger beslutningen ud til de enkelte forsikringstagere," siger han.
Grunden til, at så mange engelske arbejdsgivere valgte ordningen fra var, at som antallet af forsikrede faldt, steg præmien, og det blev til sidst for dyrt for arbejdsgiverne.
I PFA Forsikring mener direktør Peter Rosenlind, at der er så mange fordele ved forsikringen, at det beskedne ekstrabeløb ikke kommer til at gøre den store forskel.
Kilde: Søndagsavisen