De fleste bilejere kender det: Man kommer tilbage til sin bil og opdager, at den har været i nærkontakt med et andet køretøj. Men i langt de fleste tilfælde ”glemmer” den ansvarlige at efterlade en seddel med kontaktoplysninger, men stikker i stedet af fra gerningsstedet
Det viser en ny undersøgelse blandt 712 bilejere, som autobutler.dk har foretaget blandt sine kunder med de såkaldte ”Bilka-buler”. Hele 93 procent af bilejerne, som har haft en p-skade, har oplevet, at skadevolderen bare er er kørt videre uden at give sig til kende.
– Vi får hver dag bilejere på værkstederne, som skal have ordnet en parkeringsskade, efter at bilen er blevet skadet af en anden. Hvis den skyldige ikke har meldt sig, kan det det mærkes på pengepungen, da man ofte ikke er dækket af forsikringen, fortæller analysechef Jan Sturm fra autobutler.dk, som opfordrer bilejerne til at tage ansvar, også selv om det kan være ærgerligt at skulle betale for skader på en anden bil.
Kan give plet på straffeattesten
– Bilejerne i vores undersøgelse er ikke bare utilfredse. Det er et voldsomt angreb på folks retsfølelse, når andre billister fralægger sig ansvaret for deres handlinger og smutter fra sådan en skade. Hvis du stikker af fra en parkeringsskade, er du en lovovertræder, som kan blive dømt for hærværk og få en plet på din straffeattest", fastslår han.
De irriterende ridser og buler er ofte dyre at få repareret, typisk mellem 3.000 og 4.000 kroner - men udgiften løber hurtigt op i meget mere.
En almindelig kaskoforsikring dækker de fleste skader, du laver på din egen bil. Herudover tilbyder nogle forsikringsselskaber en ekstra forsikring. Men det hjælper ikke, hvis du er blevet ramt af en anden bil. Så ender du ofte med selv at skulle betale for skaden med henvisning til at der er tale om hærværk.
Sådan gør du, hvis du er kommet til at skade en anden bil
- Du må under ingen omstændigheder bare køre din vej.
- Du skal forsøge at finde frem til ejeren af bilen.
- Tag billeder af skaden, og også af resten af bilen.
- Spørg om der er vidner hvis navne du må notere.
- Kun hvis det ikke er muligt for dig at finde ejeren af bilen, kan du lægge en seddel i vinduet, med dit navn, kontaktinfo og også dine forsikringsinfo.
Sådan gør du, hvis din bil er blevet skadet af en anden
- Find ud af om der er vidner, eller videoovervågning det pågældende sted.
- Tag billeder af skaden.
- Kontakt politiet og dit forsikringsselskab og få deres hjælp til at finde frem til skadevolderen.
- Hvis du ikke kan finde en skyldig modpart, er det desværre dig selv, der kommer til at betale for at få ordnet bilen.