Mens de plejeansatte i over halvdelen af landets 98 kommuner strejkede i sidste uge, er der i dag kun arbejdsnedlæggelser på plejeområdet i otte kommuner og faglige møder i otte andre.
Social- og sundhedsassistenterne og deres kolleger social- og sundhedshjælperne har ellers strejket i små to uger. De har protesteret for at få mere i løn og flere hænder til at klare arbejdet i hjemmeplejen og landets plejehjem. Strejken er overenskomststridig.
Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, forudså allerede i sidste uge, da strejkerne var på sit højeste, at de ville ebbe ud i denne uge.
- Min vurdering er, at strejken ikke kører mere end en uge endnu, så går den i sin mor igen, sagde han til Avisen.dk i torsdags.
Ikke desto mindre skal slagsangene foran Christiansborg nok lønne sig, når overenskomstforhandlingerne går i gang til efteråret, vurderer Flemming Ibsen:
- Det er et lønoprør, der vil blive husket, når forhandlerne sætter sig til bordet til efteråret. Og der er ingen tvivl, om at der vil plejepersonalet få mere, fordi de har strejket.
Mandag strejkede plejepersonalet helt eller delvist i Nyborg, Nordfyn, Fåborg-Midtfyn, Svendborg, Kalundborg, Århus, Syddjurs og Haderslev.
I Greve, Lejre, Roskilde, Fakse, Næstved, Vordingborg, Randers og Morsø holdt de faglige møder.
Kilde: Fagforeningen FOA