I de seneste års tid har virksomhederne været flittige til at fyre medarbejdere. Men der er håb for de danskere, der får det ubehagelige prik på skulderen.
Omkring 70 procent af de, der blev fyret i september sidste år, havde fået job i marts. Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriets dataregister Dream.
Jens Erik Zebis, der er økonomisk konsulent i Dansk Industri, er ikke overrasket over tallene. Han mener, det vidner om et fleksibelt arbejdsmarked og er optimistisk for fremtiden.
"Vores DI-spørgepanel fra juni 2009 viser, at 31 procent af alle vrksomheder forventer at rekruttere nye medarbejdere her i tredje kvartal i år, så der er stillinger derude," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq."
Hans gode råd til, hvad man skal gøre, hvis man er én af dem, der har mistet job, er at forblive åben og ikke være kræsen.
"Det er vigtigt, at man ikke mister modet. Man skal op på hesten, og så må man se hvor der er åbne stillinger. Så kan det godt være at tiderne gør, at man må være lidt mindre kræsen, hvad angår løn og geografi og lidt mere kreativ - men der er altså job at komme efter."
I weekenden kritiserede Politiken beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) for at have overdrevet, hvor mange fyrede, der er i job efter tre måneder. Men når man ser på tallene efter seks måneder, så holder ministerens konklusioner vand.