Selvom du altid fik 13 i fysik og historie, så er du bestemt ikke garanteret en formue eller et liv i sus og dus.
En amerikansk professor har i et nyt studium fra tidsskriftet Intelligence vist, at rige mennesker ikke nødvendigvis er specielt kvikke.
Faktisk er folk, der er mindre begavede end gennemsnittet, omtrent lige så rige som folk øverst på IQ skalaen. Professor Jay Zargosky fra Ohio State University har analyseret 7.403 amerikaneres karriereforløb, interviewet dem om deres forbrug og livsstil og sammenlignet med deres IQ. Personerne er blevet interviewet løbende siden 1979 og er nu i 40 erne.
Intelligens ligegyldig
»Din IQ har virkelig ikke nogen forbindelse til, hvor rig du er. Og det at være klog beskytter dig ikke mod at komme i pengeproblemer,« fortæller Jay Zargosky.
Mens studiet viste, at folk, der var kloge nok, generelt sad i mere vellønnede job, så var de bestemt ikke bedre til at holde på pengene eller at få dem til at arbejde for sig.
Faktisk er der noget, der tyder på, at de kloge er mere udsatte for at gå konkurs og trække over på kontoen, mens de i lige så høj grad glemmer at betale regningerne.
Så når man ser på den totale rigdom, d.v.s. både lønnen, men også husværdi og investeringer, så er intelligensen fuldstændig ligegyldig. Ifølge økonomirådgiver i Finanshuset i Fredensborg, Kim Valentin, er det ikke spor overraskende.
»Der er tre ting, der afgør, om du bliver rig. Det er viden, hårdt arbejde og held. Og den viden skal bare være fokuseret. Vi rådgiver mange self-mades, som bliver rige uden uddannelse, og som ikke ville score højt på en klassisk IQ-test. En hårdtarbejdende rengøringsmand behøver ikke vide noget som helst om andet end at forstå sig på rengøring for at blive rig. Og så er hårdt arbejde en vigtig faktor. Og held. Bare tænk på dem, der købte bolig i midten af 1990 erne,« siger Kim Valentin.