Soldater og medarbejdere på Antvorskov Kaserne ved Slagelse holdt fredag formiddag en mindehøjtidelighed for de to dræbte soldater, der netop kom fra Gardehusarregimentet i Slagelse.
Det oplyser Chefen for Garderhusarregimentet, oberst Ib Sørensen, til P4 Sjælland
Soldaterne på Antvorskov Kaserne er dybt berørt, efter at det i går
blev meddelt, at to soldater fra kasernen var blevet dræbt i Afghanistan. Ib Sørensen fik selv den tunge opgave at orientere de pårørende til en af de dræbte soldater.
Obersten forventer, at kisterne med de to dræbte soldater kommer til Danmark i løbet af få dage.
De to danske soldater på 21 og 22 år mistede livet torsdag eftermiddag, da lokale Taleban-krigere angreb den danske deling med håndvåben.
Ifølge presseofficer Erik Bøttger var de danske styrker i gang med bygge en bro til de lokale afghanere, da de blev angrebet.
- Ildkampen varede en time, og her blev de to
soldater såret. De øvrige dele af spejdereskadronen blev indsat for at
støtte og evakuere 2. deling. Under evakueringen døde den ene af
soldaterne, mens den anden blev erklæret død, da de ankom med
helikopter til hospitalet i Camp Bastion, siger Erik Bøttger til Tv2.dk
Hærens Operative Kommando har endnu ikke besluttet, om soldaterne skal have en militærbegravelse, ligesom navnene på de dræbte heller ikke er offentliggjort. Det bliver besluttet i løbet af fredag i samråd med de dræbtes pårørende.