Viktor Fischer får roser fra Ajax Amsterdams træner Frank de Boer, efter at hollænderne lørdag slog de skotske mestre fra Celtic med 4-0 i en træningskamp forud for den kommende sæson.
Den 18-årige dansker startede på banen og fik sin uofficielle hjemmebanedebut foran 24.000 tilskuere. Bagefter blev han kåret til kampens spiller.
- Han gjorde det flot i sin første kamp på vores eget stadion. Han gjorde et godt indtryk, siger Frank de Boer til Ajax' hjemmeside.
Træneren har endnu ikke har besluttet, om Fischer er fysisk klar til at blive rykket op i førsteholdstruppen.
- Vi fortsætter med at følge Viktor, og hvordan han klarer sig fysisk. Med unge spillere kan det gå op og ned, siger de Boer.
Lasse Schöne fik også sin uofficielle hjemmebanedebut for Amsterdam-klubben, da landsholdsspilleren blev skiftet på banen efter pausen. Schöne er forud for denne sæson kommet til fra NEC Nijmegen.
Christian Eriksen og flere af Ajax' andre EM-spillere var ikke på banen i kampen, mens klubbens fjerde dansker, Nicolai Boilesen, har været skadet størstedelen af foråret. Boilesen ventes dog at træne fuldt med, når Ajax tager på træningslejr i næste uge.
/ritzau/