De bedste råd mod tømmermænd
En stor del af befolkningen har sikkert bare lyst til at blive i sengen lørdag efter fredags store julefrokostdag. (Foto: Ritzau Scanpix)
Var julefrokosten lidt for hård? Her er hjælp at hente.

Fredag er en af årets største julefrokost-dage, så en stor del af den voksne befolkning kommer nok til at tilbringe lørdagen på sofaen med cola, chips og fjernebetjeningen inden for rækkevidde.

Men hvordan kommer man egentlig bedst oven på efter en aften og nats udskejelser med rigelige mængder vin, øl og snaps? Vi har samlet et par gode råd.

Drik vand

Alkohol er stærkt vanddrivende, så når vi indtager for meget, kan vi risikere at dehydrere. Sørg derfor for at drikke rigeligt vand – faktisk så meget som muligt, inden du går i seng. Og tommelfingerreglen med at drikke et glas vand pr genstand alkohol er også en rigtig god ide.

Hold lidt igen

De fleste tror, at man får værre tømmermænd ved at blande forskellige slags alkohol. Det er dog ikke videnskabeligt bevist. Til gengæld har man tendens til at drikke mere, når man nyder forskellige former for alkohol frem for eksempelvis kun øl.

Husk at spise

Ny forskning viser, ifølge Netdoktor, at personer, der indtager alkohol sammen med mad, sjældnere har tømmermænd.

Tag en reparationsbajer

Det lyder ikke rart, men det er faktisk ikke så tosset at drikke en øl dagen derpå. Alkohol indeholder både ethanol og metanol. Førstnævnte giver beruselsen og sidstnævnte tømmermændene. Og når kroppen nedbryder metanol afgives et giftstof. Den proces kan dulmes med endnu et skud ethanol, altså alkohol.

Få rigeligt søvn

Når hjernen sover, arbejder leveren med at nedbryde alkoholen. Tag gerne en hovedpinepille inden sengetid, så du sover bedre. En middagslur dagen derpå er også en rigtig god ide.

Få masser af salt

Sørg for at få spist noget mad med meget salt i. For eksempel en god pizza eller en suppe.

Spis det rigtige

Flere fødevarer hjælper med at nedbryde alkoholens skadende virkninger. Det gælder for eksempel æg, ingefær og bananer.

 

via Listen To News