De er ofte billige, mindre luksuriøse og langt væk fra toilettet.
Men selvom passagerflyenes bagerste sæder må finde sig i at blive kaldt monkeyclass , så er de det bedste sted at sidde, hvis flyet styrter ned. Eller sådan ser det i hvert fald ud i en optælling, som det amerikanske magasin Popular Mechanics har foretaget.
Magasinet bringer en oversigt over samtlige styrt med jetdrevne passagerfly i USA fra 1971 til i dag. Havarirapporterne over de i alt 20 styrt viser, at langt de fleste overlevende sad bagerst i flyene.
I 11 af de 20 styrt klarede passagererne bagerst i flyet sig klart bedre. I fem af styrtene var der flest overlevende forrest i flyet. I tre tilfælde var der ligeså mange overlevende foran som bagude, og de resterende tilfælde har man ikke kunnet fastlå, hvor passagererne sad.
I syv af de 11 tilfælde, hvor de bagerste klarede sig bedst, var forskellen slående. I to af styrtene var det ligefrem samtlige overlevende, der sad bagerst i flyet. Og i andet styrt sad alle omkomne på de fire forreste sæder.
I et enkelt tilfælde sad samtlige overlevende dog foran vingerne.
Popular Mechanics statistik viser, at passagerer, der sad bagerst i kabinen, havde den største overlevelsesprocent, nemlig 69 procent. Midt i flyet overlevede 55 procent, mens passagerer på første- og businessklasse, som sad forrest i flyet, havde en overlevelsesprocent på 49.
Den danske havarikommission vil ikke be- eller afkræfte tendensen med, at bagerst er sikrest, da der ikke findes danske tal.