På dagen for Post Danmark Rundts 3. etape, der traditionelt er løbets afgørende og mest spændende, kom nyheden om, at Lance Armstrong opgiver kampen mod det amerikanske antidopingagentur (Usada).
Men det generer ikke formanden for løbsarrangøren Danmarks Cykle Union (DCU), Tom Lund.
- Nej, for Post Danmark Rundt er større end Lance Armstrong, siger Tom Lund.
Der er dog en ting ved Armstrong-sagen, som ærgrer ham, nemlig det faktum, at den har forfulgt cykelsporten i mange år.
- Jeg synes, at det er ulykkeligt, at sådanne sager kører i årevis i cykelsporten. Nu er der slået en streg for denne og fint for det.
- Jeg har ingen kommentar til, om han er uskyldig eller skyldig, men jeg er glad for, at der måske er sat punktum i denne sag, siger Tom Lund.
Tiden vil vise, hvad der i givet fald må komme af efterspil på Armstrongs beslutning om ikke at forfølge anklagerne fra dopingagenturet Usada videre.
DCU-formanden håber, at der kan findes en løsning, så sagerne kan afvikles hurtigere.
- UCI har talt om at lave en uvildig domstol, som skal tage sig af alle dopingsager.
- Men problemet er, at atleter har også råd til en hær af advokater. Og for at leve op til gode retsprincipper må man lytte til alle argumenter, og med advokater på både den ene og den anden side, så trækker sagerne ud.
- Advokater er gode til at holde liv i tingene. Vi støtter fuldt ud bekæmpelsen af doping, sagerne skal bare kunne afsluttes inden for en overskuelig tidsramme, siger Tom Lund.
Formanden har endnu ikke haft chance for at sætte sig grundigt ind i sagen om Lance Armstrongs beslutning.
- Jeg har travlt med Post Danmark Rundt, så jeg har ikke sat mig ind i sagen. Jeg kan bare forstå, at han ikke længere vil kæmpe i sagen.
/ritzau/