Dansk fodbold kæmper med homofobi på bredde- og ungdomsniveau. Det viser en rundspørge, som Dansk Boldspil-Union (DBU) har foretaget.
871 personer af spillere, trænere, forældre og dommere i forbindelse med breddekampe på børne- og ungeområdet op til 19 år, og blandt dem svarede 15 procent, at de oplever homofobiske tilråb.
Det skriver Politiken.
8,9 procent svarer, at de oplever homofobi ved enkelte kampe. 3,4 procent oplever det ved "få kampe", mens 1,8 procent svarer "ved halvdelen af kampene". 0,5 procent oplever fænomenet til alle kampe.
Breddeansvarlig og næstformand i DBU, Bent Clausen, kalder homofobi "et fortsat problem" i fodbold.
Han pointerer, at man ikke må tænke "kun 15 procent", når man læser undersøgelsen.
- Et homofobisk tilråb er et tilråb for mange. Det er vores tankegang i unionen, og sådan bør det være alle steder, siger Bent Clausen.
Han fremhæver, at DBU har sat flere tiltag i gang for at mindske antallet af episoder med homofobiske tilråb.
- Fodbold er for alle, og der skal være respekt for alle, som spiller fodbold. Vi skal stå sammen som sport både på elite- og breddeplan. Derfor har vi nedsat nogle grupper, der arbejder med at skabe det gode fodboldmiljø.
- Vi er også blevet meget opmærksomme på, at vi i vores træneruddannelser skal lære trænerne at tage fat om det her. Der skal være god trivsel, når man tager til fodbold, siger Bent Clausen.
DBU har i forbindelse med den igangværende Copenhagen Pride været med til at sætte fokus på problemet.
Torsdag spillede DBU, Spillerforeningen, Pan Idræt, DGI, Amnesty og Institut for Menneskerettigheder en fodboldturnering på Nytorv for at sætte fokus på homofobi i dansk fodbold.
/ritzau/