Det har ikke kun kostet hele Danmarks vrede, at en fuld fodboldfan løb på banen og slog ud efter dommeren ved Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Sverige i Parken 2. juni.
Det kan også komme til at koste tilskueren knap ni millioner kroner. Parken har allerede rejst et erstatninskrav på syv millioner kroner, og nu sagsøger DBU tilskueren for 1,9 millioner kroner. Det er prisen for DBU, der mister indtægter, da Danmarks EM-kvalifikationskampe mod Liechtenstein og Spanien ikke må spilles i København.
- Københavns Byret har ved tidligere lejligheder fastslået skyldsspørgsmålet for overtrædelser af ordensreglementet til landskampe. Det er derimod første gang, at en tilskuer har begået en voldelig handling mod en af aktørerne, og at en tilskuerepisode i Parken påfører DBU og Parken et indtægtstab på op mod 10 millioner kroner. Derfor sender vi regningen for denne, bevidste handling videre til den skyldige, siger kommunikationschef hos DBU, Lars Berendt, til DBU s hjemmeside.
Retssag tirsdag
Erstatningskravet fra Parken er langt større, da Parken mister alle indtægter ved de to kvalifikationskampe. Derimod får DBU nogle indtægter fra kampene, der skal spilles på NRGi Park i Århus.
Sagen mod den 29-årige tilskuer begynder tirsdag 4. september, hvor han udover erstatninsgkravene vil blive mødt af en tiltale for vold og ulovlig indtrængning.