Da Lyngby i lørdags spillede mod KB, der fungerer som FCK’s andethold, kom en gruppe Lyngby-fans med racistiske tilråb efter Razak Pimpong, Jamil Fearrington og Bongamusa Mthethwa fra KB.
Nu går DBU’s disciplinærudvalg imidlertid ind i sagen. Kampens dommer, Bjarne Nigaard, har lavet en detaljeret indberetning af de racistiske tilråb, og DBU har mandag kontaktet de to klubber med henblik på at få deres skriftlige redegørelser for oplevelserne.
»Vi ser med stor alvor på denne sag. I første omgang forsøger vi altid gennem dialog med klubberne at samarbejde om disciplinære problemer. Men vi har naturligvis en række sanktionsmuligheder, såfremt vi måtte have en opfattelse af, at klubberne ikke tager de pågældende sager alvorligt. Eller om der er tale om gentagelsestilfælde,« siger kommunikationschef Lars Berendt.
Sagen vil blive behandlet i henhold til en helt ny racisme-paragraf, kan bruges til at give bødestraf til Lyngby. DBU forventer tidligst en afgørelse midt i næste uge. Lyngby har allerede taget afstand fra episoden.