Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) skal de kommende år gennemgå en mindre reformering efter de senere års korruptionsskandaler.
Det står klart, efter at Fifas kongres fredag formiddag med 89 procents opbakning vedtog en række reformforslag.
Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, mener, at reformerne er vigtigere end valget af den kommende præsident, som er på dagsordenen fredag eftermiddag.
- Set fra DBU's synspunkt var det her det absolut væsentligste, siger Møller.
- Hvis reformerne ikke var blevet vedtaget, ville vi få et stort problem uanset, hvem der bliver valgt til præsident. Nu er rammerne på plads. Det er helt afgørende, siger formanden.
Jesper Møller mener, at virkeligheden er gået op for mange i og omkring Fifa.
Efter at de senere års korruptionsskandaler i Fifa under Sepp Blatters ledelse er blevet afsløret, er Fifa en organisation i knæ. Mange kommercielle partnere flygter fra Fifa, der efter en række lukrative år pludselig har en presset økonomi.
- Det er tydeligt, at Fifas økonomi er under pres, og man er tvunget til at gøre noget, siger Jesper Møller.
DBU-formanden forventer ikke, at Fifas problemer nu forsvinder med et trylleslag.
Det ventes først, at de vedtagne reformer er fuldt implementeret efter VM i Rusland i 2018. Der påhviler den kommende præsident og Fifas Council et stort ansvar i den proces, mener han.
- Det kommer til at tage længere tid end to år. Det vil tage mange år at genskabe tilliden efter den omgang, organisationen har været igennem, vurderer Jesper Møller.
- DBU og de øvrige nordiske lande har foreslået yderligere reformforslag, og dem skal vi havde på banen hurtigt, hvis vi skal igennem med dem. Vi kommer til at presse på.
- Når først tilliden til Fifa en gang er genskabt, bliver det svært for os at komme igennem med yderligere reformer, vurderer DBU-formanden.
/ritzau/