Resultatet fra landskampen 2. juni mellem Danmark og Sverige står ved magt. UEFA dømte Danmark som tvangstaber med 0-3, og den kendelse vil DBU ikke anke.
I stedet for at køre en langstrakt sag ved den internationale sportsdomstol, CAS, vil DBU forsøge at ændre kursen på UEFAs automatpilot, så hjemmeholdet i fremtidige kampe, der bliver afbrudt af en udefrakommende person eller handling, ikke automatisk bliver taberdømt med 0-3.
- DBU vil forsøge at påvirke UEFAs disciplinære
system indefra i retning af en ny indstilling til, hvorvidt
kampenes resultater i realiteten skal kunne afgøres af omstændigheder,
der ikke er sportsligt relaterede, skriver DBU i en pressemeddelelse.
Danmark blev dømt som taber, da en tilskuer løb på banen for at slå dommeren i utilfredshed med dommerens kendelser på banen. Tilskueren blev i Københavns Byret idømt 30 dage betinget fængsel og 40 timers samfundstjeneste.
Udover skrivebordsnederlaget blev DBU idømt en bøde og et krav om at EM-kvalifikationskampene mod Leichtenstein i den kommende uge og mod Spanien lørdag 13. oktober ikke må spilles i Parken. De skal i stedet spilles i Århus.