Efter togulykke: DB Cargo må igen køre med særlig type vogne
PLUS Noget gik galt den blæsende morgen på broen Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selskabet DB Cargo, der var indblandet i togulykken på Storebælt, må igen køre med særlig type togvogne.

DB Cargo har fået lov til igen at køre med den type togvogn, som var indblandet i togulykken på Storebæltsbroen 2. januar, hvor otte mennesker mistede livet.

Det oplyser Trafikstyrelsen til Ritzau.

Der er tale om sættevogne - også kendt som lastbiltrailere - sat fast på en lommevogn, altså godstogsvognen.

I sidste uge forbød styrelsen transportvirksomheder brugen af sættevogne monteret på lommevogne.

Siden er det blevet ophævet for flere virksomheder - og nu også DB Cargo.

DB Cargo har fået grønt lys, fordi det har indsendt dokumentation for, at der er styr på sikkerheden - herunder låsemekanismen.

Togulykken skete tidligt 2. januar, da en sættevogn med ølkasser rev sig løs fra en lommevogn og ramte et modkørende passagertog. Ud over de otte dødsfald blev 16 kvæstet.

Siden viste en undersøgelse fra Havarikommissionen, at der kan være risiko for, at sættevognene ikke låses forsvarligt fast til lommevognen.

DB Cargo oplyser, at godstogskørsel ved brug af lommevogne og sættevogne vil blive genoptaget fredag. Kørsel med øl forventes at starte igen i næste uge.

- Vi er stadig dybt berørt af ulykken, og vi har arbejdet meget omhyggeligt med at gennemgå og dokumentere vores sikkerhedsproducerer, siger Silke Janser, der er direktør for DB Cargo Scandinavia, i en pressemeddelelse.

Trafikstyrelsen har efter ulykken også skærpet reglerne for, hvor hurtigt godstog må køre, når det blæser.

Derfor skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling. Det svarer til 15 meter i sekundet.

Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer.

Ved storm - 25 meter i sekundet - er al godstransport forbudt.

Tidligere skulle al godstrafik først nedsætte hastigheden til 80 kilometer i timen, hvis det blæste mere end 21 meter per sekund.

/ritzau/

/ritzau/