Siden 2014 har Rina Ronja Kari repræsenteret Folkebevægelsen mod EU i Europa-Parlamentet, og står det til den 32-årige politiker, så vil hun også i fremtiden være at finde blandt medlemmerne af det europæiske parlament.
Rina Ronja Kari har nemlig besluttet sig for at genopstille, når der til næste år skal stemmes om pladserne i Europa-Parlamentet.
Målet er at føre Danmark ud af EU.
- EU står i en brydningstid, hvor brexit har vist, at det kan lade sig gøre at melde sig ud af EU, siger Rina Ronja Kari til Jyllands-Posten.
Hun mener, at briternes afsked med EU har gjort debatten om, hvorvidt Danmark kan melde sig ud, mere aktuel og konkret end nogenside før.
- Hvis jeg kan gøre daxit – altså dansk udmeldelse af EU – til en vigtig dagsorden, så kan jeg ikke lade være, siger Rina Ronja Kari i søndagens udgave af Jyllands-Posten.
Sidste år meddelte den københavnske kvinde, at hun var gået i tænkepause om sit kandidatur, men nu tyder alt på, at Folkebevægelsen mod EU har sin kommende spidskandidat klar. Derimod er det stadig uklart, hvem de andre modstandspartier, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, vælger som frontfigurer til valget om sæderne i Europa-Parlamentet.
Rina Ronja Kari, der fik 64.000 personlige stemmer ved valget i 2014, håber på en dansk folkeafstemning i 2019 om, hvorvidt Danmark i fremtiden også skal være en del af EU.
- Selvfølgelig kan vi også få en aftale. Det er et spørgsmål om politisk vilje, siger hun til Jyllands-Posten.