Blog

Af David Trads

Om David Trads

Tidligere blandt andet chefredaktør på Information og Nyhedsavisen; Moskva-korrespondent og politisk redaktør på Jyllands-Posten; udviklingschef og USA-korrespondent for Berlingske; indlandsredaktør i DR Nyheder; redaktionschef for metroXpress og global udviklingsdirektør for Metro International: vært for ‘Hos Trads’ på tv2.dk. Har blandt andet skrevet: ‘Danskerne først! – en fortælling om Dansk Folkeparti’ i 2004; ‘Islam i flammer – danskerne og det muslimske oprør’ i 2006; og ‘Klimatruslen – set fra Danmark’ i 2008. Har holdt foredrag og kurser om alt fra politik til ledelse.

JEG INDRØMMER, at jeg ikke kendte Ariana Grande, popikonet, som optrådte ved den koncert, som endte så tragisk i Manchester, men hold op, hvor er hun et fantastisk forbillede:

Den 23-årige kvinde er, ved jeg nu, en inspiration for børn og teenagere, især piger, fordi hun viser dem respekt, tager dem alvorligt og er med til at hæve deres ofte skrøbelige selvværd.

Hun har 150 millioner følgere på Instagram og Twitter – ja, der står 150 millioner, hvilket sådan cirka svarer til 25 gange hele Danmarks befolkning. Hun poster hyppigt – og ud over søde billeder af hundehvalpe beder hun sine følgere dele, hvad de selv synes, de er gode til.

Ariana tiltrækker unge fans, som forguder hende. Derfor var det glade børn og unge, faktisk jublende glade børn og unge, som var mødt op i Manchester den aften. Ikke bare for at synge med på hendes hits, men også for at blive bekræftet i, at den måde, de lever på, er helt ok.

Popsangeren er, som New York Times skrev, en almindelig pige, der voksede op i Florida; blev stjerne på Nickelodeon-showet ’ Victorious; hendes rolle som ’Cat’ var indbegrebet af empati; og som popstjerne er hun feminist, sexet og stråler af, at alt er muligt for os alle.

TÆNK, BARE tænk, hvis Salman Abedi, den 22-årige terrorist, som blæste sig selv i luften for at dræbe så mange glade koncertgængere som muligt – det dumme svin dræbte 22, heriblandt en otte-årig pige – havde set Ariana på Youtube i stedet for alt det had, han fyldte sig med?

Salman var – ved vi i dag – blevet opslugt af den dødskult, vi kalder Islamisk Stat. Den fylder internettet med had til Vesten og had til kvinder. Salman, født i England af forældre, der var flygtet fra oberst Gadaffis Libyen, brugte al sin energi på at hade alt det, som vi kalder frihed.

Han var en taber, som præsident Trump så rigtigt formulerede det. En mand, der ikke troede på sig selv. En person, som led af mindreværdskomplekser, fordi han savnede venner og sex. En tilsyneladende helt almindeligt troende muslim, der blev radikaliseret på ingen tid.

En fyr, der lod sig manipulere af vanvittige religiøse og autoritære ledere, som bildte ham ind, at det møgliv, han angiveligt levede i det nordvestlige England, ville blive afløst af villige jomfruer i Paradis, når først han havde ladet sin selvmordsbombe detonere ved koncerten.

TÆNK, BARE tænk, hvis Salman havde haft et forbillede som Ariana. Tænk, bare tænk, hvis han havde haft en at se op til, som havde givet ham troen på, at livet kunne blive godt – at de problemer, han havde med venskaber og kærester, var til at komme over. At han var ok.

For mens Ariana står for alt det gode her i verden – musik, sang, dans, venskaber, fest, selvtillid og ’du-er-god-nok’ – så står Islamisk Stat naturligvis for alt det onde: Tvang, undertrykkelse, had, dødskult, krig, vold, terror og ’du-skal-bare-adlyde’.

Den gode nyhed er, påpeger David Brooks, kommentator i New York Times, imidlertid, at der er al mulig grund til at tro, at Ariana med sine 150 millioner glade følgere har langt, langt større indflydelse på fremtiden end Islamisk Stat og deres trods alt få dedikerede følgere.

Da Salman sprænge sig selv ihjel, mistede Islamisk Stat endnu en støtte. Ariana, derimod, kæmper inspirerende videre. Hun giver ikke efter. Tværtimod: På ingen tid har hun samlet andre stjerner – Miley Cyrus, Justin Bieber, Katy Perry, Coldplay – til støttekoncert nu på søndagi Manchester.

SÅ KAN de onde lære det:

Det kan godt være, at de onde – kortvarigt og hjerteskærende – kan slå os ud af kurs og ryste vores grundvold. Men – og hold op hvor er det et skønt men – i det lange løb besejrer det gode altid det onde. Millioner og atter millioner elsker nemlig at danse og synge og have det sjovt.

Friheden og glæden er nemlig vores helt vildt stærke våben.