Ifølge den nyeste Megafon-måling, som TV2 offentliggjorde forleden, stormer Nye Borgerlige frem:

Partiet, der ledes af Pernille Vermund, står i målingen til imponerende 4,8 procent af stemmerne!

Det gør det nye parti større end både Liberal Alliance og De Konservative – og partiet, som altså kun har været opstillingsberettiget i fem måneder, truer nu også Dansk Folkeparti og Venstre, som nu kun er godt tre gange så store som opkomlingene.

For blå blok, som allerede er plaget af alskens uenighed, er det her dårligt nyt. Virkelig dårligt nyt. Et nyt parti, som især konkurrerer med de to mest obsternasige, nemlig DF og LA, er langt fra den drøm, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har om mere arbejdsro.

Derfor forsøger de blå partier i den grad at slå Megafon-målingen hen. Det er, siger de, bare en enkelt måling, som må være en fejl, så den behøver vi ikke koncentrere os så meget om, lyder det.

Kritikerne har – i hvert fald – delvist ret:

Nye Borgerlige står nemlig i tre andre nye målinger (Voxmeter hos Ritzau, Norstat hos Altinget, Berlingske Barometer hos Berlingske) til slet ikke at komme i Folketinget. Fælles for de tre er, at partiet ligger omkring 1,5 procent.

Men, kigger man nærmere på målingerne, så har Nye Borgerlige noget, der ligner momentum. De går i disse uger fremad – og de profiterer på Venstres og DFs svaghed. Vermunds parti får muligvis ikke et så flot valg, som Megafon spår, men de ser ud til at komme i Folketinget.

Det er i sig selv en bedrift, som betyder, at alle partier må tage sig i agt – for Nye Borgerlige er ikke et parti, som ser ud til at kollapse. Jeg var skeptisk på partiets vegne længe, men jeg tror nu mere end hidtil på, at Vermund er et fænomen med en større opbakning end antaget.

Det er, som om Vermund rammer en tidsånd – lidt lige som Uffe Elbæk og Alternativet gjorde før sidste valg. Selvsagt ikke samme gruppe eller samme politik, men det der med at være på rette sted på rette tid har de til fælles.

Hvad er det, som giver Nye Borgerlig succes? Lad mig pege på to ting:

For det første er Vermund en karismatisk, sympatisk og næsten enkeltsagspolitiker:

Vi ved fra alle populistiske bevægelser, at de kun lykkes, hvis deres leder lever op til de tre karakteristika. Man skal - som mulig vælger - lægge mærke til lederen, synes vedkommende er rar, og i stand til at holde fokus på næsten kun et budskab, som er enkelt at forstå.

Tænk på Pia Kjærsgaard, Marine Le Pen, Donald Trump, Geert Wilders, Nigel Farage. Vermund er samme type. En politiker, der brænder igennem. Det giver sig selv, at disse typer i den grad skiller vandene, men det handler for dem kun om at appellere til den gruppe, de sigter efter.

Andre højre-populister her i landet, som lige nu forsøger at slå igennem, men helt uden held, er Danskernes Parti, anført af Daniel Carlsen, og Dansk Samling, styret af Morten Uhrskov Jensen. De lever ikke op til de tre karakteristika – og når derfor ikke ud over rampen.

For det andet er Nye Borgerliges politik simpel, enkel, nem at forstå:

Det principprogram, som man finder på hjemmesiden, er kort og præcist. Blot fem punkter – men i virkeligheden kun med fokus på modstand mod flygtninge, konventioner og overstatslige aftaler – så der er ikke meget slør i budskaberne.

En stemme på partiet er – uden omsvøb – en stemme for en politik, hvor vi stort set ingen flygtninge får, hvor vi melder os ud af de konventioner, som partiet finder snærende, og i øvrigt også af EU, som partiet mener ødelægger vores ret til at bestemme selv.

Hvad partiet mener om alt muligt andet – fra Folkeskolens indretning til krigen i Syrien – ja, det aner vi ikke. Det er, tror jeg også, ligegyldigt for dem, der kunne finde på at stemme på dem. Her handler det mest – hvis ikke kun – om evnen til at afvise flere muslimer.

Konklusion:

Hvis der var valg nu, er der grund til at tro, at Nye Borgerlige ville komme i Folketinget. De rammer en tidsånd, de har den rette leder, og deres budskab er skåret fuldkommen ind til benet.

Det kan dog stadig gå galt for partiet:

Vi kender endnu ikke rigtigt andre end Vermund i partiet – jo, delvist næstformand Peter Seier Christensen – men dukker der pludselig for mange mærkelige typer op, så kan det løbe af sporet. Vermund & Co må også bede til, at Dansk Folkepartis krise bliver ved.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.