En lille del af danskerne kendte hans ansigt fra tv-serien Ørnen . Men da David Owe stillede op i Vild Med Dans og sammen med Vickie Jo dansede sig til en sejr i anden sæson af det populære underholdningsshow, ja, så blev han pludselig folkeeje.
Og det var både på godt og ondt. Det fortæller skuespilleren, da Avisen.dk møder ham til optagelse af Vild Med Dans juleshow, der bliver sendt i tv 21. december.
- Vild Med Dans betød jo, at jeg blev kendt. Alle vidste pludselig, hvem jeg var. Mange kendte mit ansigt fra Ørnen (tv-serie på DR, red.), men efter Vild Med Dans kendte alle også mit navn, fortæller David Owe, der både kan se det som en fordel og en ulempe.
- Det er klart, at jeg nu bliver tilbudt alt muligt i kraft af, at jeg er kendt. Jeg er jo et godt navn på en plakat, og jeg har fået tilbud om alle mulige kommercielle jobs. Men som hovedregel siger jeg nej, fortæller David Owe, der også har måtte finde sig i mange tilsvininger på grund af hans pludselige popularitet.
- Det har da været små-irriterende i perioder, men omvendt så er det jo også meget sjovt, når Dolph (blå aggressiv flodhest på DR 2, red) svinede mig til. Så er man virkelig kendt, lyder det fra David Owe, der det næste stykke tid kaster sig over noget helt andet.
- Jeg skal være med i et stykke på teatret Sorte Hest . Det er en lille opsætning med kun to skuespillere og plads til 200 mennesker i salen. I den forbindelse gør det ikke nogen kæmpe forskel, at jeg er kendt, siger David Owe, der det sidste stykke tid har måtte se sin skuespillerkone også arbejde sig ind i stor del af danskernes bevidsthed. Han er nemlig gift med Marie Askehave, som spillede Rie Skovgaard i DRs Forbrydelsen .