Lyngbys venstreback Casper Højer Nielsen skifter til superligakonkurrencen AGF til sommer.
AGF-træner David Nielsen har et indgående kendskab til den 23-årige forsvarsspiller, som han gennem flere sæsoner var med til at udvikle i sin tid som træner i Lyngby.
- Casper er en ærgerrig og målrettet spiller, og han har den rette mentalitet, vi altid leder efter hos nye spillere.
- Så han kommer til at passe rigtig fint ind i AGF, hvor vi glæder os til, at han starter til sommer, siger David Nielsen til klubbens hjemmeside.
AGF-træneren skiftede i efteråret fra Lyngby til Aarhus-klubben, hvor han afløste Glen Riddersholm.
Casper Højer Nielsen kom til Lyngby i sommeren 2014 fra FC København. Han har også været omkring Brønshøj.
- Efter en god tid i Lyngby er det til sommer tid til nye udfordringer et spændende nyt sted.
- Jeg kender David Nielsen fra hans tid i Lyngby, og jeg ser frem til at blive genforenet med ham i Aarhus, siger Casper Højer Nielsen.
I efteråret har han spillet otte kampe i Alka Superligaen for Lyngby og scoret et enkelt mål.
Kontrakten med AGF løber fra sommeren 2018 frem til udgangen af 2021.
/ritzau/