Hofterene er røget en smule ud af træning, siden David Hasselhoff svingede stængerne på Malibus strande i 90'er-serien 'Baywatch'.
Den 58-årige kendis slog sig i weekenden løs på dansegulvet i 'Dancing with the Stars', amerikanernes svar på 'Vild med dans'.
Og dommen var hård, så snart Hasselhoff og partneren Kym Johnson var færdige med at svinge hofterne til Tom Jones' 'Sex Bomb'.
"Du lignede jo en krydsning mellem Donny Osmond og Jerry Springer. Det er altså ikke noget kønt syn," sagde Carrie Ann Inaba til Baywatch-stjernen.
Hendes meddommer havde heller ikke just rosende ord til kendissen.
"Det var jo ren galskab. Det havde intet med dans at gøre. Det var en blanding af kaos forklædt som dans," lød det fra dommeren Bruno Tonioli.
Hasselhoff sagde ellers før konkurrencens start, at han regnede med at vinde talentshowet.