David Beckham køber sig ind i United-venners klub
De tidligere holdkammerater Paul Scholes, Phil Neville, Ryan Giggs, Nicky Butt, David Beckham og Gary Neville ses her før premieren på dokumentarfilmen "The Class of 92". De seks spillere ejer tilsammen 60 procent af Salford City. Leon Neal/Ritzau Scanpix
David Beckham har købt ti procent af aktierne i Salford City. Tidligere holdkammerater er også medejere.

Den tidligere fodboldstjerne David Beckham har onsdag købt ti procent af aktierne i fodboldklubben Salford City, der til daglig spiller i Englands femtebedste fodboldrække, National League.

Dermed bliver Beckham en del af en ejerkreds, der også tæller fem af hans tidligere holdkammerater fra Manchester United.

Således ejer Phil Neville, Gary Neville, Nicky Butt, Paul Scholes og Ryan Giggs også hver ti procent af aktierne i klubben, der har hjemme i udkanten af Manchester. De fem spillere gik allerede ind i klubben tilbage i 2014.

Med Beckhams indtog er kuldet, der er kendt som "The class of 92", genforenet.

Beckham er glad for at blive en del af Salford, der ligger i det område, som Beckham slog sig ned i, da han som ung spiller flyttede fra London til Manchester.

- Det er en meget speciel klub med en speciel gruppe mennesker. Mine tidlige år i Manchester blev brugt i Salford. Jeg voksede på mange måder op der, så det er en god følelse, at jeg endelig kan tilslutte mig gutterne og klubben, siger Beckham.

De sidste 40 procent af aktierne i klubben er ejet af forretningsmanden Peter Lim fra Singapore. Han ejer desuden aktiemajoriteten i den spanske storklub Valencia.

Salford City gik over til fuldtidsprofessionalisme i 2017. Holdets hjemmebane, Moor Lane, har plads til lidt over 5000 tilskuere.

David Beckham er også en del af ejerkredsen i den amerikanske klub Inter Miami, der efter planen bliver en del af Major League Soccer (MLS) i 2020.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News