Tre sønner er dejligt, men det er noget helt andet at få en lille sårbar datter.
Sådan har fodboldstjerne og ikon David Beckham det i hvert fald.
Sammen med den tidligere popstjerne og modedesigner Victoria havde den engelske fodboldstjerne i forvejen tre sønner, inden parret for 10 måneder siden fik en lille datter.
Og selv om Beckham gør meget ud af at understrege, at han elsker alle sine børn lige meget, så indrømmer han, at det er noget helt specielt at få en datter.
Kærligheden er stor, og lille Harper får bogstaveligt talt farmands kærlighed at føle.
- Det er fantastisk. Jeg elsker at bide hende i benene og skuldrene. Det er sådan, det skal være med en baby. Hun er så smuk, siger David Beckham ifølge magasinet Female First.
- Der er ikke mere kærlighed til en datter end til en søn, men det er bare anderledes. Når drenge er små, kan du rulle dem rundt, og de falder til siden, rejser sig op og er ok. Hvorimod Harper slår sig selv en lille smule, og så græder hun.
- Jeg tænker stadig "Åh Gud, jeg kan ikke tro det, jeg har fået en pige, siger David Beckham.
Fodboldstjernen elsker at se sin lille datter sammen med sine storebrødre.
- At se hende sammen med drengene er bare fantastisk. Når de går ind på hendes værelse, lyser hendes lille ansigt op, siger han.
Samtidig med at David Beckham understreger sine store kærlighed til børnene, så sætter han også pris på alenetid med sin udkårne.
Parret forsøger at få en ugentlig aften ude - uden børn.
- Vi forsøger at gå ud mindst en gang om ugen - bare os to - til en stille middag.
- Det handler ikke om at klæde sig fint i kjole eller jakkesæt. Det handler om at komme ud og få småsnakket lidt og have lidt tid sammen, siger Beckham til den britiske udgave af Elle Magazine.