Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang nærmer sig toppen på verdensranglisten.
Søndag kunne danskeren stille sig øverst på podiet som samlet vinder af det franske cykelløb Critérium du Dauphiné.
Sejren gav nok point til Astana-rytteren til at hoppe op på andenpladsen, da Den Internationale Cykelunion (UCI) søndag opdaterede verdensranglisten.
Dermed avancerer Fuglsang en enkeltplads og overhaler lige nøjagtig sloveneren Primoz Roglic (Jumbo-Visma).
Fuglsang har 3541, mens Roglic har 3536,28 point på tredjepladsen.
Listen toppes stadig af franske Julian Alaphilippe (Quick Step), der har 3720,95 point.
Alaphilippe kørte også et fint Critérium du Dauphiné, hvor han sikrede sig løbets bjergtrøje foran danske Magnus Cort (Astana).
Jakob Fuglsang vandt cykelløbet i det sydøstlige Frankrig med 20 sekunder ned til nummer to, Tejay van Garderen (Education First).
Inden søndagens sidste etape trak Adam Yates (Mitchelton-Scott) sig fra løbet på grund af sygdom. Yates lå blot otte sekunder efter danskeren i det samlede klassement, da han måtte udgå.
Næste store opgave for Fuglsang bliver Tour de France, der køres fra 6. til 28. juli.
Her jagter danskeren triumf, efter at det sidste år blev til en skuffende 12.-plads i det prestigefyldte løb.
Fuglsangs bedste placering i Touren var en syvendeplads i 2013.
/ritzau/