Under den verserende retssag i Østrigs mest bizarre sag, fremlægger anklageren igen nye stærke beviser, som kan fælde Josef Fritzl.
Seneste bevis er at finde i nogle dagbogsnotater, som datteren Elisabeth har ført i hemmelighed. Her beskriver hun detaljeret, hvilke trusler faderen brugte for at få sine gidsler til at makke ret, skriver Politiken.
Fritzl truede antageligt de medlemmer af sin familie, som han på yderst makaber vis holdt indespærret i kælderen under sit eget hus, med døden - enten ved at gasse dem eller give dem elektrochok.
De indtil nu hemmelige dagbogsnotater er skrevet ind i anklageskriftet, der i disse dage fremlægges i den makabre retssag mod Josef Fritzl.
Han står blandt andet tiltalt for at have voldtaget datteren mere end 3.000 gange. Der ventes at falde en dom i sagen torsdag eller fredag.
Fritzl har allerede erklæret sig skyldig i incest, men nægter sig fortsat skyldig i at have forvoldt døden for et af sine og datterens fælles børn, fordi han nægtede at lade en læge tilse barnet.