Smag og traditioner er heldigvis forskellige.
I hvert fald var bryllupskjolen ganske anderledes - og aldeles gennemsigtig - da Lord Siva og Ulrikke Toft Simonsen i går blev viet på Københavns Rådhus.
Det fremgår da også af Ulrikkes mor – Renée Toft Simonsens – Instagram, hvor to smukke billeder fra den solrige dag er delt med ordene.
- Den kjole var ikke gået i Sønderfelding, gispede brudens mormor og trak luft ind. Men f…, hvor var hun smuk min lille elskling. Stort tillykke.
Også Thomas Helmig har selvfølgelig delt billedet fra den lykkelige begivenhed.
Han skriver.
- Vores Ulrikke og Brian sagde ja til hinanden i går på Rådhuset. Og bagefter holdt de den fedeste fest!
Hjertet svulmede og glædestårerne flød!
Den stolte gom har delt et andet billede af sin smukke brud og skriver i den ledsagende tekst.
- 8/8 hvis ikke forevigt, så bare i det her liv.
Iført den florlette brudekjole, der smøg sig om hendes højgravide mave, sagde modellen Ulrikke Toft Simonsen endelig ja til sin udkårne Lord Siva – med det borgerlige navn Brian Sivabalan.
Ulrikke og Brian blev forlovet i februar 2020.