Det vil med stor sandsynlighed være Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der overtager den magtfulde post som formand i A.P. Møller-Mærsks hovedaktionær, Almenfonden.
"Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla er konstitueret formand i Almenfonden efter Mærsk McKinney Møllers død. Det var faderens ønske, at hun overtog hans formandspost. Det kan der dog først tages stilling til på et bestyrelsesmøde, som vil finde sted efter Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelse," siger A.P. Møller-Mærsks pressechef Louise Münter til Børsen.
Datteren har siddet som næstformand i fonden frem til Mærsk Mc-Kinney Møllers død, og nu bliver hun den, der skal fastholde værdierne i virksomheden og sikre sin fars værdier lever videre.
63-årige Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla blev i 1986 medlem af Almenfondens bestyrelse. Almenfonden er hovedaktionær i det børsnoterede A.P. Møller-Mærsk. Det menes, at fonden har en samlet værdi på omkring 100 milliarder kroner.
Udover indflydelsen via Almenfonden, ejer en anden af familiens fonde, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Familiefond, også en stor del af Mærsk-koncernen, ligesom familiemedlemmerne ejer samlet 10 procent af aktierne i selskabet.