Der er ikke tale om en lukning, men en fusion. Sådan lyder det fra ledelsen i det Berlingske Officin efter, at det torsdag blev besluttet at lukke den husstandsomdelte gratisavis Dato, og i stedet satse på trafikavisen Urban.
Men fusionen betyder ikke umiddelbart, at medarbejderne på Dato er sikret et job på Urban eller i Det Berlingske Officin.
- Nogen vil vende tilbage til job på BT og Berlingske Tidende, men vi kommer også til at sige farvel til nogen, siger koncernchef Lasse Bolander, til TV 2 News.
Men tillidsmand på Dato Frederik Bjerre er optimist, inden han i morgen skal mødes med ledelsen for at forhandle aftalen på plads.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at den avis, vi har kæmpet for, lukker. Det er selvfølgelig en svær situation, men vi ser frem til at gøre Urban til Danmarks bedste gratisavis, siger Frederik Bjerre.
Er det realistisk, at I allesammen kan få lov til det?
- Der er ingen tvivl om, at vi allesammen mægtig gerne vil være med til at gøre Urban til Danmarks bedste gratisavis. Punktum. I og med at det er en fusion og ikke en lukning, tager vi en ting af gangen, siger Frederik Bjerre.
Beskeden om lukningen kom torsdag klokken 12.00, hvor ledelsen gav medarbejderne på Dato besked på, at deres avis
nu bliver ofret som en del af Det Berlingske Officins spareplan. Avisen fusionerer med
Urban fra dags dato. Fusionen sker, fordi avisen ikke har kunnet leve op til forventningerne.