Så er den gal igen med SAS Dash 8-fly
Et af flyene måtte onsdag formiddag flyve tilbage til København og foretage en sikkerhedslanding på grund af en såkaldt indikationsfejl i cockpittet.
Der var tale om SK 755 fra København til Gdansk i Polen med 47 passagerer om bord. Der stod udrykningskøretøjer klar i Kastrup, men landingen foregik ifølge SAS uden drama, skriver Fyens.dk.
- Det har ikke noget at gøre med de andre fejl, vi har haft. Det
kan bare have været en lampe, der har blinket i cockpittet. Det er helt udramatisk, at man vælger at returmere til København. Det gør vi bare, fordi det er her, vi har de bedste mekanikere, så det handler om at sætte sikkerheden højest, siger Anne Bove-Nielsen, kommunikationsdirektør i SAS, til Avisen.dk.
Det er endnu ikke bekræftet, hvilken type indikationsfejl der var tale om.
Flyet er kørt i hangar, og passagerne bliver nu sendt af sted med en MD 80 i stedet.
Dash-flyene blev for nylig taget i brug, efter de i flere uger blev taget ud af drift efter to ulykker, i henholdsvis Aalborg og Vilnius. Desuden måtte et fly af samme type nødlande i München lufthavn.
Det var samme fejl, der var skyld i ulykkerne i Aalborg og Vilnius. I de beskadigede understel fandt man en hydraulisk komponent, der har delt sig i to.
Nødlandingen i Munchen skyldtes en defekt fjeder i næsehjulet.