I aften går det løs med kulturnat i København og en af de mere spektakulære ting, der kan opleves sker i et telt på Kgs. Nytorv fra klokken 18 til 22.
Her har den danske afdeling af den internationale Star Wars klub ”501st Nordic Garrison” sammen med fotograffirmaet Erik Bjørn & Kompagni A/S, taget initiativ til en anderledes indsamlingsevent. De to initiativtagere har valgt at støtte organisationen ”Familier med kræftramte børn”.
I teltet har Erik Bjørn & Kompagni A/S etableret et top professionelt fotostudie, hvor der vil være mulighed for at blive fotograferet med Darth Vader og hans Stormtropper. Der vil under eventen være 5 figurer fra Star Wars filmene til stede, som foruden at blive fotograferet med de betalende gæster i teltet, vil gå rundt og markedsføre eventen i området omkring Kgs.Nytorv.
Et fantastisk initiativ med potentiale.
501st Nordic Garrison og Erik Bjørn & Kompagni A/S bidrag til de kræftramte børn glæder formand for organisationen Familier med kræftramte børn, Kurt Hansen.
”Jeg er meget glad for at de to initiativtagere til denne event, har valgt at støtte netop vores vigtige arbejde. Alle kender Star Wars filmene og hvem kunne ikke tænke sig at blive fotograferet med Darth Vader og hans onde Stormtropper? En event som denne er en god mulighed for os som organisation, for at møde vores potentielle bidragydere og støtter i øjenhøjde. Indsamlingsmarkedet i Danmark er meget ofte præget af en reaktionær holdning, hvorfor denne event er er et friskt pust.” udtaler formanden for Familier med kræftramte børn, Kurt Hansen.
”Familier med kræftramte børn” vil ligeledes være at finde i teltet, hvor de vil sælge forskellige effekter i den gode sags tjeneste samt svare på spørgsmål om det alvorlige emne.