Dario Campeotto er død, 84 år gammel. Det skriver Ekstra Bladet, som har fået dødsfaldet bekræftet via en nær ven af familien.
Den kendte sanger døde lørdag den 1. april. Han døde i sit hus på Frederiksberg, omgivet af sin familie. Det oplyser familien til Ritzau.
Op til dødsfaldet har han i en længere periode været syg af kræft. Sangeren blev på grund af sygdom nødt til at aflyse en række koncerter, han skulle have optrådt med her i foråret.
Sidste sommer blev han opereret for kræft i bugspytkirtlen og var umiddelbart efter operationen fortrøstningsfuld. Hans kone fortalte dengang til BT, at lægerne havde fået fjernet hele kræftknuden.
Dario Campeotto efterlader sig sin hustru gennem mere end 45 år, Gertrud Campeotto, og deres to børn. Han efterlader sig også sønnen Giacomo, som han har fra sit tidligere ægteskab med Ghita Nørby.
Dario Campeotto brød igennem som sanger, da han i 1961 vandt det danske melodi grand prix med hittet "Angelique". I de efterfølgende år blev han et yndet teenagesymbol og hittede igen og igen i det danske grand prix.
Han medvirkede også i en række danske film, blandt andet "Han, hun, Dirch og Dario", "Min kones ferie" og "Peters Baby".