Der er ikke mange voksne danskere, som ikke kan skråle med på "Hvis tårer var guld".
Bagkvinden var dansktopstjernen Susanne Lana, som også har hits som "Søde sommerminder" og "Hasta Mañana" på cv'et.
I dag er den 77-årige Susanne Lana flyttet på plejehjem.
Det fortæller herognu.dk, som har talt med hendes nære veninde Anne Kristine Skov.
Susanne Lana er flyttet fra sit hjem i Allingåbro og på plejehjem, skriver bladet.
- Hun kunne ikke bo alene i sit hus mere. Og så ville hun gerne bo mere centralt i Jylland, så det er nemmere for hendes venner fra Fyn og Jylland at besøge hende. Derfor er hun flyttet til Vejle, forklarer Anne Kristine Skov til ugebladet.
Susanne Lana fik i 2020 konstateret Alzheimers, men det er ikke årsagen til, at hun har fået en plejebolig, lyder det.
Sangeren, som fylder 78 år til april, indstillede i 2020 sin karriere i forbindelse med sit 60-års jubilæum.
Dansktop-hittet "Hvis tårer var guld" var i øvrigt årets mest populære sang på Dansktoppen i 1971, hvor den tilbragte 21 uger.