Først var den for let. Nu er den tilsyneladende alt for svær.
Den sprogprøvve, som indvandrere skal bestå for at blive danske statsborgere, er næsten umulig at bestå, lyder det fra landets sprogskoler.
De vurderer, at mellem 40.000 og 50.000 indvandrere aldrig vil kunne bestå prøven, som efter at være blevet skærpet indeholder meget svære skriftlige opgaver.
- Deres sproglige formåen rækker ganske enkelt
ikke, selv om de godt kan passe et arbejde og fungere i samfundet. Mange af dem har været her i årtier, men har aldrig fået
danskundervisning. Andre har ingen eller kun få års skolegang hjemmefra,
siger Thorkild Dam, der er formand for forstanderne ved de 60 sprogskoler, til Jyllands-Posten.
Murshin Türkylimaz, der som formand for Rådet for Etniske Minoriteter er med til at rådgive regeringen i integrationsspørgsmål, opfordrer til at lempe kravene.
- Mentalt er det af stor betydning for en indvandrer at få dansk
statsborgerskab, for det er udtryk for en anerkendelse af, at man er en
borger på lige fod med alle andre. Desuden giver det stemmeret til
Folketinget og retten til at få et dansk pas, siger han til Jyllands-Posten.
Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Søren Krarup afviser imidlertid, at regeringens støtteparti vil være med til at gøre prøven lettere:
- Der kan ikke blive tale om at lempe. Vi mener tværtimod, at kravene skal øges yderligere, siger Søren Krarup.