Skepsissen over for EU blandt danskere bliver større og større.
Det viser en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har lavet for Børsen.
Ifølge avisen vil 33 procent af danskerne stemme nej til at være med i EU, hvis det var til valg i morgen. 56 procent vil gerne blive, mens 11 procent svarer "ved ikke".
- Selv om der stadig er et flertal for at blive i EU, så er der vind i sejlene for de EU-skeptiske stemmer, siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet, til Børsen.
I 2013 lavede Greens Analyseinstitut samme meningsmåling, og her svarede kun 25 procent, at Danmark bør træde ud af EU.
Blandt andet har flygtningesituationen og afstemningen om EU-retsforbeholdet i december sidste år været vand på EU-skeptikernes mølle, lyder vurderingen fra Kasper Møller Hansen.
Desuden tror han, at den verserende debat om Storbritanniens skæbne i EU også betyder noget for danskernes opfattelse af EU.
- Danskerne fulgte briterne ind i EU, og danskerne kan også meget vel følge dem ud igen. Så hvis briterne melder sig ud, kan det få meget store konsekvenser i Danmark, siger Kasper Møller Hansen til avisen.
Meningsmålingens resultat er også delt op efter partifarve. 66 procent af Dansk Folkepartis vælgere ønsker at Danmark skal træde ud af EU.
- Jeg forstår og deler den skepsis, der er blandt Dansk Folkepartis vælgere, siger Kenneth Christensen Berth, partiets EU-ordfører.
- Men man melder sig ikke bare ud af EU. Det har nogle økonomiske konsekvenser, man skal være klar over. Men jeg synes, vi skylder os selv at prøve den mulighed, som briterne har åbnet, inden vi taler om sådanne ting, siger han til Børsen.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, er overrasket over, at hver tredje dansker vil ud af EU.
- Det vil være en katastrofe, hvis Danmark melder sig ud af EU, siger han til avisen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.