Danmark har i London for første gang nogensinde både et herre- og et damelandshold i håndbold med ved de olympiske lege, og det faktum sender de danske medaljedrømme på himmelflugt.
Der er nærmest tale om et folkekrav til de danske landshold.
Faktisk forventer 80,1 procent af de danskere, som analyseinstituttet Voxmeter har spurgt på vegne af Ritzau, at håndboldspillerne tager mindst én medalje med hjem.
Størst er tiltroen i den forbindelse til herrerne, som hele 70,4 procent tipper til en plads i top-tre.
- Det er vel meget passende, eftersom vi vandt guld ved EM i starten af året, og når man tænker på, at danskere altid tror, at danskere vinder. Så er der vel helt naturligt mange, der tror, at vi kan vinde en medalje, siger herrelandstræner Ulrik Wilbek.
Han havde måske endda forventet, at tallet var endnu højere.
De danske kvinderne kan næsten kun skuffe ved OL, når man tager de historiske briller på. Tre gange har de været med ved OL, og tre gange har de vundet guld - i 1996, 2000 og 2004.
Den gode statistik er nok årsagen til, at der trods alt er hele 42,9 procent, der tror på en dansk kvindemedalje.
Spillet i forberedelseskampene har ellers ikke været specielt godt, og landstræner Jan Pytlick er da også forsigtig med at love mere metal.
Specielt fordi lodtrækningen har placeret Danmark i en indledende pulje, hvor nummer et til fire fra december måneds VM befinder sig.
- Det er da dejligt, at en hel masse mennesker tror på os. Men der er lang vej for alle holdene i den pulje.
- De fem indledende kampe er en finale i hver eneste kamp. Det hold fra vores pulje, som eventuelt måtte blive olympisk mester, er i hvert fald gået den hårde vej, siger landstræneren.
Håndboldprogrammet ved OL er tilrettelagt således, at mænd og kvinder spiller skiftevis hver anden dag fra lørdag 28. juli.
/ritzau/