Vi gør for lidt for grøn energi. Og dermed risikerer vi at miste vores førerposition på markedet for bæredygtig udvikling.
Et flertal af danskerne - inklusive Dansk Folkepartis støtter - er så vrede over regeringens manglende støtte til vindkraft, at de erklærer sig utilfredse med den danske vindpolitik.
Det viser en rundspørge foretaget af ACNielsen for Vindmølleindustriforeningen. I alt mener 48 procent af danskerne, at regeringens politik er enten meget utilfredsstillende eller utilfredsstillende . 44 procent mener, at den er god nok.
Modstanden er størst hos oppositionens vælgere, men også hos Dansk Folkeparti er halvdelen utilfredse med politikken, mens 39 procent erklærer sig tilfredse.
Hos Venstre er næsten hver fjerde imod vindpolitikken.
Hos Vindmølleindustriforeningen er man ikke i tvivl om, hvad svarene er udtryk for.
»Danskerne må jo generelt være utilfredse med, at regeringens fine ord om, at vi skal være et foregangsland for vedvarende energi ikke bliver omsat til handling,« siger foreningens direktør, Bjarne Lundager Jensen, og hæfter sig ved, at der ikke er sat vindmøller op i Danmark de seneste tre år. Samtidig er Danmarks støtte til vindenergi EU s laveste.
»Det giver ikke meget mening miljømæssigt, at regeringen støtter fossil energiformer mere end vindkraft,« siger Bjarne Lundager.
I går mødtes partierne bag energiforliget for netop at diskutere, hvor meget støtte vindkraft skal have i fremtiden. Men der er lang vej hjem, mener De Radikales energiordfører, Martin Lidegaard.
»Regeringen er slet ikke ambitiøs nok. Det rykker slet ikke, hvis vi mener det seriøst med at fremme den vedvarende energi,« siger han.
Regeringen lægger i sit energiudspil, som første gang blev præsenteret i januar og blev diskuteret igen i går, op til at øge afgiften på CO2 og sende en del af regningen til forbrugerne. Samtidig er der udsigt til at lette CO2-afgiften på erhvervslivet.