Rentetilpasning er igen det mest populære, når danskerne skal vælge, hvordan boligen skal finansieres. Sidst i 2008 finansierede mere end halvdelen af boligejerne deres bolig med et rentetilpasningslån.
Det viser nye tal fra Realkreditrådet.
"Det afspejler formentlig, at låntagerne vurderer, at finanskrisen og de dystre økonomiske udsigter fører til endnu lavere renter," siger direktør i Realkreditrådet, Ane Arnth Jensen.
Helt præcist udgjorde rentetilpasningslånene 53 procent af realkreditinstitutternes udlån i fjerde kvartal af 2008. I tredje kvartal var det kun 28 procent. Og i fjerde kvartal af 2007 var det 21 procent.
Der er dog ikke nogen hurtig økonomisk gevinst at hente ved at vælge rentetilpasningslån eller flexlån, som de også bliver kaldt.
"Man skal huske på, at hovedparten af boligejerne først får glæde af de lavere renter fra december. Derfor går der noget tid, før det giver nogen effekt på realøkonomien," skriver cheføkonom i BRFkredit Ulrikke Ekelund i en pressemeddelelse.