Danskerne strømmer stadig i biografen for at se den meget omtalte Batman-film, selvom 12 blev dræbt og 59 såret i en skudmassakre under premieren på selvsamme film i en biograf i Colorado natten til fredag.
Det fortæller direktør i Nordisk Film Biografer, John Tønnes, der selv har været rundt i tre biografer i løbet af dagen, hvor han melder, at der har været god stemning.
- Jeg tror, at de fleste danskere ser det som en enkelt hændelse. En skydegal mands værk, og der er ingen af os, der regner med, at der går sådan én rundt i Danmark, siger John Tønnes.
Han fortæller, at der ikke har været afbestillinger til filmvisningerne på premieredagen. Og han forventer heller ikke, at skudmassakren får betydning for billetsalget til Batman-filmen eller billetsalget generelt i det næste stykke tid.
Hos den amerikanske hjemmeside boxoffice.com, der laver lister over de mest indtjenende film, siger redaktøren Phil Contrino, at det endnu er for tidligt at spå om, hvorvidt skudmassakren får konsekvenser for billetsalget af filmen.
- Ingen har nogensinde talt den slags før, siger han til nyhedsbureauet Reuters.
Han lufter dog bekymringen, at skudmassakren ikke alene kan få konsekvenser for billetsalget af Batman-filmen, men også for billetsalget generelt.
I Danmark frygter John Tønnes dog ikke, at danskerne vil holde sig fra biografsæderne.
- Jeg tror, at danskerne i almindelighed har en nøgtern tilgang til det her. Man har jo desværre set forfærdelige skudepisoder i USA de seneste år, men vi kan ikke ændre vores måde at leve på her i Danmark af den grund, siger han.
Dog har han tidligere i dag skrevet ud til Nordisk Films biografer, at personalet "skal være specielt opmærksomme på sikkerhedssituationen i de her dage".
I Frankrig blev gallapremieren på Batman-filmen helt aflyst af respekt for ofrene i Colorado.
/ritzau/