Mens blodsudgydelserne stiger i Irak, falder opbakningen til den danske deltagelse i krigen i det borgerkrigshærgede land støt.
En ny meningsmåling, som analyseinstituttet Megafon har lavet for TV 2 Nyhederne, viser, at 59 procent af danskerne mener, at de danske soldater i Irak skal hjem med det samme.
37 procent af danskerne synes, at de danske styrker fortsat skal være i Irak.
Megafon har ved tidligere lejligheder lavet tilsvarende målinger, og tallene viser, at mange danskere de seneste år har skiftet mening om emnet. I marts 2004 var kun 25 procent af danskerne imod, at der var danske tropper i Irak, mens hele 72 procent støttede den danske deltagelse i krigen.