Kun en ud af ti danskere på arbejdsmarkedet bakker op om regeringens ønske, om at vi skal arbejde mere.
Og to ud af tre er lodret imod idéen. Det viser en ny meningsmåling, som Zapera har lavet for Ugebrevet A4.
Forslaget om længere arbejdsdage kom, efter Arbejdsmarkedskommissionen for 14 dage siden fremlagde forslag om at ændre på reglerne for dagpenge og efterløn for at skaffe mere arbejdskraft til fremtidens arbejdsmarked.
For at undgå de upopulære ændringer i efterlønnen foreslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at danskerne i stedet kunne arbejde en time mere om ugen.
Men det forslag takker vi nej til - selv blandt Venstres og de Konservatives vælgere er der voldsom modstand mod at øge arbejdstiden.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet er ikke overrasket over danskernes massive modstand mod mere arbejde.
Han fortæller, at de fleste af os hellere vil have mere fri - og henviser samtidig til, at den gennemsnitlige arbejdstid allerede er steget markant i de senere år.
/Newspaq/