I løbet af årets første to måneder har der vist sig et mønster i danskernes indkøbsvaner.
Vi har nemlig haft mere smag for kød end for grøntsager og frugt end tidligere, viser nye tal fra Danmarks Handelsstandsforeninger.
I forhold til sidste år er slagterne højdespringere i detailhandlen med et mersalg på 13,8 procent i forhold til de første to måneder af 2011. Omvendt har grønt- og frugthandlen oplevet en tilbagegang på hele 33 procent i samme periode.
På trods af adskillige nye afgifter på blandt andet sukker, fedt og tobak er den samlede handel kun steget én procent i løbet af det seneste år.
Det behøver dog ikke at betyde, at vi spiser mindre, indikerer tallene fra landets supermarkeder.
I løbet af det seneste år er vi i stedet blevet mere prisbevidste, når det handler om dagligvarer, da handlen i discountbutikker er steget med 9,1 procent.
- Store dele af detailhandlen krydser fingre for, at forbrugerne bliver mere forbrugslystne og glade, siger formand for Danmarks Handelsstandsforeninger, Bent Aarrebo Pedersen, i en pressemeddelelse.
- Så den forbrugsmæssige overforsigtighed løsnes lidt, inden krigen for alvor sættes ind i kampen om søndagskunderne, når lukkeloven næsten nedlægges til oktober, konkluderer han videre.
Ifølge Danmarks Handelsstandsforeninger er høje fødevarepriser med til at begrænse forbruget af udvalgsvare.