Regeringen har lovet skattelettelser i denne valgperiode, hvis der er »økonomisk råderum« til det, men det løfte passer dårligt med vælgernes ønsker. Det viser en Synovate Vilstrup-kortlægning af holdningen til velfærd, skriver Politiken.
Ifølge kortlægningen ønsker syv ud af 10 danskere bedre vuggestuer, børnehaver, skoler og ældrepleje, hvis der fortsat er vækst i dansk økonomi.
Undersøgelsen er bestilt til en velfærdskonference, som FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening holder mandag.
»Jeg fornemmer, at der er sket et holdningsskred i den offentlige mening. Tidligere var det i høj grad kvinderne, der var optaget af, at der er ordentlige forhold for børn, ældre og syge. Nu er det en meget bredere funderet holdning«, siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA til Politiken.
Især De Konservative har argumenteret for lavere indkomstskat. Skatteordfører Jakob Axel Nielsen afviser dog, at der er en modsætning mellem skattelettelser og bedre offentlig service.