I Sverige, Norge og Tyskland boomer salget af lydbøger.
Nu har danskerne også fundet ud af, at lydbøger er en rigtig god idé, og det har fået både forlag og boghandlerne til at vågne op. Flere udgivelser er på vej, og fremover vil lydbøgerne kunne fås til samme pris som almindelige bøger
»For to år siden var der kun to forlag i Danmark, som udgav lydbøger. I dag er der 13 forlag på markedet, og jeg forventer, at der i løbet af i år udkommer omkring 250 titler,« siger Joost Nijhoff, salgs- og marketingchef hos forlaget Gammafon, som udgiver lydbøger til børn og unge.
Sexet image
Selvom der endnu ikke findes nogen statistik for salget af danske lydbøger, forventer Joost Nijhoff, at der i år vil blive omsat for omkring 20 millioner kroner. Ifølge ham skyldes lydbøgernes succes én ting. Lydbøger er et nemt, tilgængeligt medie og en let måde at få både viden og underholdning på.
»Tidligere havde lydbøgerne et lidt kedeligt, handicap-agtigt image. Men i dag har lydbøgerne fået et mere sexet udtryk. Det er ikke længere de gamle, langsomme historier. Men kendte skuespillere som Ellen Hillingsø og Jens Albinus, der indtaler bøgerne og gør dem rigtig spændende at lytte til. Lydbøgerne er ganske enkelt blevet trendy«, fortæller Joost Nijhoff.
»Vi tror på det«
Boghandlerne mærker også den nye trend.
Salgschef Line Andersen fra B.O. Bøger, der har butikker i hele landet, oplever stigende interesse for lydbøgerne.
»Vi tror på, at det nok skal blive en stor succes. Vi har mange kunder i alle aldersgrupper, som efterspørger lydbøger. Derfor gør vi meget ud af at præsentere dem i butikkerne, så endnu flere får øje på, at de findes, « siger Line Andersen.
Kommet for at blive
Hos forlagene har det eksploderende salg i nabolandene sat gang i produktionen, og flere forlag satser nu stort på lydbøgerne.
Redaktør Gertrud Schmidt fra forlaget Gyldendal, er overbevist om, at lydbøgerne er en trend, der er kommet for blive.
»Lydbøger er en god måde at få læst de bøger, man ikke altid har tid til at kaste sig over, og vi kan se, at efterspørgslen er stigende. Vi har allerede nu haft pæn succes med vores børne-lydbøger som Harry Potter og Ole Lund Kirkegaard. Derfor satser vi nu på også at kunne tilbyde de voksne et større udvalg. I første omgang bliver det de brede romaner, samt en række klassikere, indtalt af populære skuespillere,« fortæller Gertrud Schmidt
• I Sverige er salget af lydbøger steget med 20 procent. I 2006 omsatte svenskerne for 149 millioner kroner mod 124 millioner kroner året før.
• I Tyskland er salget steget med 16,3 procent. I 2006 blev der omsat for
mellem 890 millioner kroner og 1,4 milliarder kroner og i 2005 for mellem 819 og 890 millioner kroner.
• I Norge boomer salget med en stigning på 38 procent og en omsætning i 2006 på 143 millioner kroner mod 104 millioner kroner i 2005.
• Der
findes endnu ingen statistik for salget af lydbøger i Danmark. Men det
skønnes, at der i år vil blive omsat for cirka 20 millioner kroner.
Sådan kommer du i gang
• Der er langt fra de moderne lydbøger til de støvede, slidte
kassettebånd, man før i tiden kunne finde på biblioteket eller købe til
priser fra 3.000 kroner og opefter. Allerede i dag er udvalget bredt,
og flere titler er på vej .Lydbøgerne kan købes i de
fleste boghandlere og fås på cd og i mp3-format, der gør det muligt at
tage bogen med overalt. Prismæssigt til samme pris som de trykte udgaver
fra 50 til 500 kroner. Lydbøger kan også downloades via internettet på
sites som Itunes og Payload. Det kan dog tage temmelig lang tid.