Så nærmer tiden sig, hvor danskerne kan få en ekstra sjat penge til sommerferien. Det sker, når der bliver åbnet op for udbetalingen af den Særlige Pensionsordning den 1. juli.
Og mange danskere vil benytte sig af muligheden, viser en ny undersøgelse foretaget af analysebureauet Wilke for ATP. I aldersgruppen 25-65 år vil mere end halvdelen hæve pengene, der udbetales indtil den 31. december i år.
Formålet med at udbetale penge er at sætte skub i forbruget, og den strategi lader til at lykkes. For undersøgelsen viser, seks ud af ti vil bruge pengene på forbrug.
Holder undersøgelsens resultater stik, vil det betyde ni milliarder kroner mere i butikkerne eller rejsebureauerne efter skat.
80 procent af disse penge vil blive brugt til forkælelsesforbrug i form af for eksempel ferier eller fladskærme.