63 kroner til skattefar og 37 kroner til husholdningen.
Det regnestykke siger næsten fire ud af ti danskere nej tak til, og dermed er den såkaldte topskat den mest upopulære af vores skatter.
Det viser en meningsmåling foretaget af Greens for dagbladet Børsen. I alt 36 procent af danskerne peger på topskatten, hvis de selv får lov til at bestemme, hvordan snittet skal lægges i en ny skattepolitik.
Man skal betale topskat, hvis man tjener mere end 29.600 kroner om måneden. Det gør næsten en million danskere.
Og det er derfor, at så mange er interesserede i at aflive den, vurderer professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Søren Risbjerg.
- Det er en meget overraskende måling, fordi tidligere målinger viser, at kun få vil have sænket topskatten. Grunden kan være, at flere danskere betaler topskat, siger han til Børsen.
Kun hver tiende ville fjerne mellemskatten, og hver femte ville trække bundskatten ud af regningen, hvis de fik mulighed for selv at strikke en skattepolitik sammen.