Der var engang, hvor befolkningen ikke kunne få nok af Dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Joachim. Sådan er det tilsyneladende ikke længere. Ifølge en undersøgelse, som Ugebrevet A4 har fået lavet, er opbakningen til monarkiet nemlig dalende.
Undersøgelsen viser, at på 17 år er opbakningen faldet støt. I 1992 var tre ud af fire danskere for monarkiet, mens det nu er under halvdelen af danskerne, der foretrækker de royale frem for en republik.
Det er dog kun 16 procent, der vil stemme for en direkte afskaffelse af det danske kongehus, hvis de fik muligheden for det. Ifølge lektor i samfundsfag ved Aalborg Universitet Johannes Andersen skal tallene da også tages med et gran salt.
"Når man ser, at der bliver flere og flere republikanere, så er det ikke så meget en vigtig politisk sag, som får mange op på barrikaderne. Det er mere en form for skabs-republikanisme, hvor man lige får lov til at lufte sin indre republikaner, når man får lejlighed til det," forklarer han til Nyhedsbureauet Newspaq.