Det er helt okay at tvinge unge kontanthjælpsmodtagere i arbejde, mener fire ud af fem danskere.
Det viser en måling, som Rambøll og Analyse Danmark har lavet for Jyllands-Posten.
Dermed har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) borgernes opbakning til at tvinge unge kontanthjælpsmodtagere til enten at arbejde eller tage en uddannelse.
"Det glæder mig meget, at folk står bag princippet om ret og pligt. Det bekræfter den samfundskontrakt, som vi har, nemlig at vi passer på hinanden, når vi får behov for hjælp, men også at vi stiller tydelige krav til at bidrage," siger ministeren til Jyllands-Posten.
Lidt under 47.000 unge under 30 år modtager i dag kontanthjælp, uden at de arbejder eller går på en uddannelse.
Men det kan være en svær opgave, mener formanden for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Per Kongshøj Madsen.
"Man skal huske på, at mange af de unge jo netop er faldet ud af uddannelsessystemet. Det er grunden til, at mange er passive, og især erhvervsuddannelserne har en gevaldig frafaldsprocent," siger han til Jyllands-Posten.
Kilde: Jyllands-Posten
Undersøgelsen spurgte i alt 1.019 repræsentativt udvalgte danskere:
Det er blevet foreslået, at alle unge under 30 år, der modtager kontanthjælp, skal tvinges til at uddanne sig eller arbejde for kontanthjælpen. Er du enig i det forslag?
Ja: 82,1 procent
Nej: 15,1 procent
Ved ikke: 2,8 procent