Der proppes piller i hovedet som aldrig før.
På et år er det samlede medicinforbrug i Danmark steget med syv procent, viser Danmarks Apotekerforenings årsopgørelse af medicinforbruget 2006.
Især er forbruget af lægemidler til behandling af hjerte-karlidelser steget:
»Det afspejler generelt danskernes usunde livsstil, idet rygning, overvægt, manglende motion, usund kost er risikofaktorer for at udvikle hjerte-karsygdomme – eksempelvis blodprop i hjertet. Men stigningen i forbruget afspejler især en øget forebyggende indsats på området,« siger farmaceut i Danmarks Apotekerforening, Betina Kjær Hansen.
Mere end hver tredje dødfald i Danmark skyldes hjerte- og karsygdomme. Mange dødsfald kan forebygges ved brug af lægemidler, og derfor er stadig flere i behandling.
Udover den generelle farer for overmedicinering, så har det øgede forbrug ifølge Danmarks Apotekerforeningen også en fordel:
»Ved hjælp af medicinen lever mange danskere længere med sygdomme, der før kostede livet. Forventningen er, at samfundet på længere sigt vil kunne høste en økonomisk gevinst af forebyggelsesindsatsen i form af færre indlæggelser, færre sygedage og en generelt forhøjet livskvalitet til de patienter, der før var ubehandlede,« siger Betina Kjær Hansen.
Men er ikke kun vores usunde livsstil, der får medicinforbruget til at stige. Også flere tager depressionsmidler, de såkaldte lykkepiller. I 2006 blev otte procent flere behandlet medicinsk for ondt i sindet end i 2005.
Ligesom unge pigers indtag af fortrydelsespiller er øget markant – 12 procent på et år eller 87.000 pakninger i alt.
Danskerne brugte samlet set for 17,8 millioner kroner medicin i 2006. Apotekerne står for to tredjedele af det samlede forbrug. Resten udskrives fra hospitalerne.
Top 10 over mest brugte lægemidler i Danmark 2006:
1) Simvastatin, kolesterolsænkende medicin, 190 millioner kroner
2) Paracetamol, hovedpinepiller, 116 millioner kroner
3) Acetylsalicylsyre, hjertemagnyl, blodfortyndende til forebyggende behandling af hjertepatienter, 108 millioner kroner
4) Furosemid, vanddrivende til forhøjet blodtryk, 99 millioner kroner
5) Bendroflumethiazid, vanddrivende til forhøjet blodtryk, 96 millioner kroner
6) Amlodipin, blodtryksmedicin, 77 millioner kroner
7) Enalapril, til forhøjet blodtryk, 54 millioner kroner
8) Gestoden/østrogen, en type af p-piller, 47 millioner kroner
9) Citalopram, depressionsmiddel, 46 millioner kroner
10) Ibuprofen, smertestillende 43 millioner kroner
Kilde: Danmarks Apotekerforening