Det kan se godt ud at være solbrun. Men det kan også give kræft. Hudkræft er den kræftsygdom, der rammer flest danskere, og de seneste år er antallet af hudkræft-tilfælde tredoblet. Det skal en ny stor kampagne nu gøre op med ved at tage fat godt fat i kraven på danskerne solvaner.
»Vi skal lære danskerne at passe på sig selv, når solen står højest på himlen om sommeren, og at holde sig væk fra solarier om vinteren. UV-stråler ælder huden ? og giver i værste fald kræft i huden. Det betyder ikke, at vi skal leve livet i skyggen, men vi skal have ændret vores holdning til solbrændt hud,« siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Anja Philip.
TrygFonden har netop doneret 30 millioner til Kræftens Bekæmpelse, og direktør i TrygFonden Gurli Madsen glæder sig over samarbejdet:
»Faktisk er vi et af de lande i verden, der har flest tilfælde af sygdommen. Dét vil TrygFonden gerne være med til at ændre,« siger hun.
Sundhedsstyrelsen er enig i at hudkræft-tilfældene kan nedbringes med information. Kampagnen har ladet sig inspirere af en kampagne i Australien:
»Danmark ligger på top-fem på verdensplan, når det gælder kræft i huden, så selv om vi ikke er så udsatte som australierne, er der god grund til at lære af deres erfaringer. Det handler både om, at vi får ændret adfærd, men også om at give mulighed for at søge skygge i det offentlige rum,« siger Lis Keiding fra Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.
I Australien har kampagnen haft effekt: Antallet af solskoldninger er halveret på ti år, og hat og beskyttende tøj er blevet standard-udstyr for børn på stranden.